Gode råd til pleje af dine fodboldstøvler

Plej læderstøvlerne rigtigt
For at bevare læderet blødt og smidigt skal våde og beskidte støvler altid børstes rene og stilles til tørring i stuetemperatur. De skal ikke stå på radiatoren, hvilket udtørrer læderet, og heller ikke fyldes med avispapir. Det vil nemlig resultere i, at støvlen formes efter avispapiret. Når støvlerne er næsten tørre, skal de imprægneres og så er de klar til næste gang. Man kan også behandle sine læder fodboldstøvler med læderfedt. Det holder skindet smidigt samtidig med at det plejer syningerne og gør støvlerne mere vandtætte.

Vedligehold støvlen i syntetisk skind
Fodboldstøvler i syntetisk skind har ofte en øget holdbarhed ift. læderstøvler, fordi overdelen i syntetisk skind er kraftigere end overdelen på en læderstøvle. En støvle i syntetisk skind er let at vedligeholde, idet den blot skal tørres af med en fugtig klud efter brug. Ligesom med støvlen i læder er det vigtigt, at støvlen får lov til at tørre, og ikke blot får lov til at blive liggende i tasken.

Støvlernes holdbarhed
Træner du to gange om ugen og spiller kamp én gang om ugen, og passer du godt på dine fodboldstøvler, kan du forvente at de holder 1-2 sæsoner. Vand, sved og hårde slag, når bolden rammes, er hård kost og der vil derfor være en høj grad af slitage på støvlen.

Så skoen passer til indendørs
I indendørs fodbold er der mange små hurtige retningsskift, som giver friktion mellem gulv og sko. Derfor betaler det sig at investere i stabile sko med støddæmpende effekt, som er skabt til indendørs træning. Løbesko eller andet fodtøj med høj bund duer ikke, da de øger risikoen for at vride om på foden.