Løb og træning med Intersport

Her er udstyret, der giver dig lyst til at løbe

Det er ikke altid nemt at komme op af sofaen, når det er mørkt, vådt og køligt, eller når regnen står ned i tunge stråler. Men med det rette løbeudstyr kan du blive motiveret til at løbe på selv de kedeligste dage.

Læsetid: Ca 12 minutter

På termometeret kæmper kviksølvet med at kravle op over nullet, og der er kommet et nyt afsnit af din yndlingsserie på Netflix. Og desuden er det lige begyndt at regne. Det er meget fristende at blive indenfor og glemme alt om aftenens lange løbetur. Men samtidig ved du udmærket, at det er nu, formen skal bygges op, hvis du skal have overskud senere på året, hvor du har tilmeldt dig det store motionsløb.

Ambitionerne kan være stillet ind på en hel eller en halv maraton – eller måske at gennemføre den første 5 km eller 10-kilometer nogensinde. Måske løber du bare for at holde din krop i gang og få luftet ud i hjernen, men under alle omstændigheder er det bedst at løbe hele året rundt – og du ved det godt. Ligesom du ved, at du får nogle helt vilde oplevelser, når du overvinder den bidende regn og modvind, eller den morgen, hvor det er dig, der træder de første fodspor i den sprøde sne – lige til Insta.

Men hvad skal der til for at komme ud af døren, når du hellere vil blive hjemme og chille foran skærmen? En del af motivationen kan findes i at have det rigtige løbeudstyr.

Ifølge løbetræner Claus Hechmann, der gennem en årrække har hjulpet både nogle af Danmarks bedste løbere og helt almindelige motionister med at indfri deres potentiale gennem træningsprogrammer og sit testcenter, behøver det ikke være en større videnskab at købe løbetøj.

»Det er lidt en jungle, for der findes så meget forskelligt udstyr. Men jeg ender tilbage med det samme og holder fast i det. Det kan godt betale sig at give 50-100 kroner ekstra, for så får man en bedre holdbarhed og lidt mere komfort, når man har det på.«

Han bliver suppleret af fysioterapeut Eivind Møller, der til daglig hjælper både løbere og andre idrætsfolk med at komme tilbage på banen og vejene, når kroppen har sagt stop, i Klinik på Østerbro i København, hvor han er partner og faglig leder:

»Det vigtigste er, at tøjet sidder godt. Pasformen skal være god, og så må du også gerne se godt ud, så du føler dig godt tilpas, når du er ude at løbe. Det skal man ikke undervurdere.«

 
 

 

1. Overkroppen

 

Lad os starte fra toppen. En sejlivet myte gik tidligere på, at man mistede op mod 40 procent af sin kropsvarme, hvis man ikke var ordentligt dækket til på hovedet. Den myte er blevet aflivet – det er kun omkring 7-10 procent, nogenlunde som andelen af kroppens hud. Men det kan alligevel føles ubehageligt, hvis man fryser om ørerne og hovedet. Derfor er en tynd hue af et svedabsorberende kunststof, som man nemt kan tage af og have i lommen, hvis det bliver for varmt, en god ide.

Alternativt kan man også vælge en ‘Buff’ – også kaldet halsedisse – som både kan varme om hovedet, om ørerne og om halsen, alt efter hvor man har mest brug for det lette, rørformede stykke stof.

2. Overkroppen - fra inderst til yderst

Hvis vi fortsætter ned ad kroppen, kommer vi nu til noget af det vigtigste: det inderste lag på overkroppen. Her er det vigtigt at vælge en svedundertrøje af god kvalitet, som både føles behagelig mod huden og effektivt sørger for, at sveden når ud til det næste lag. I vores klima er dette inderste lag en vigtig del af påklædningen mindst halvdelen af året, så køb noget ordentligt – gerne en blanding af uld og kunststof. Du bliver glad for det!

»Jeg har prøvet mange forskellige produkter, men jeg er nået frem til, at en blanding med noget merinould er det bedste. Det kommer ikke til at lugte af sved, anden gang du bruger det, sådan som mange syntetiske modeller gør. Og det inderste lag skal du bruge mange måneder af året, så det er værd at investere i en god model,« fastslår løbetræner Claus Hechmann.

Udenpå svedundertrøjen skal du have en T-shirt af kunststof, som optager sveden, men ikke bliver alt for tung – i modsætning til en T-shirt af bomuld. Yderst på overkroppen skal du have endnu et isolerende lag – en løbejakke – som beskytter dig mod vand og vind. Det behøver ikke være den dyre Gore-tex, selvom det kan være lækkert – der er også mange billigere alternativer. Men du må heller ikke gå efter den mest tarvelige discountløsning. Det er nemlig vigtigt, at løbejakken er åndbar, så du kan komme af med den varme, som din krop laver undervejs. Den skal ikke nødvendigvis være 100 procent vandtæt, men det kan være rart, hvis den kan holde dig tør i tilfælde af en byge. Og her er det en fordel med et par gode lommer, hvor du kan have dine nøgler og din hue og handsker i, hvis du får det for varmt undervejs.

3. Hænderne

Hænderne skal også være pakket ind, når du løber hjemmefra. Her er det en fordel med et par tynde handsker af kunststof, gerne med en belægning af blødt stof ved pege- og tommelfinger, så du har bedre føling, hvis du skal bruge dine fingre. Samtidig må det gerne være et materiale, som giver dig mulighed for at at betjene din smartphone, hvis du skal stoppe uret, starte en app eller skifte musik for at få det helt rigtige beat i ørerne undervejs.

4. Benene

Nu kommer vi til dine stærke stænger – det er dem, der laver det meste af arbejdet på løbeturen. Man kan enten have et par almindelige tætsiddende løbeshorts inderst – igen lavet af et kunststof, som føles rart mod huden – eller et par varme sportsunderbukser, så man holder de mest sårbare områder varme og får transporteret sveden væk. Nogle løbere foretrækker endda at have underbukser med en særlig isolering i midten, når det er rigtigt koldt.

Hvis det er koldt, skal man også have lange bukser på, og her er det bedst med et par stramtsiddende tights – du føler dig automatisk lidt hurtigere, når du trækker det stramme betræk ud over benene. Og køb dem i et let materiale, så du ikke føler dig tynget – heller ikke hvis det skulle blive vådt. Du kan købe tights i forskellige tykkelser, og det giver god mening at have en lidt tykkere model til de koldeste dage. I nogle modeller er der en lomme bagpå, og det kan være et handy sted at have din mobil, hvis du vil have den med på turen.

5. Sokkerne

Endelig kommer vi til fødderne, der jo skal bære dig rundt på dine løbeture. Du skal være ekstra opmærksom om vinteren, når det er koldt. Så kan det være en god idé at lade sommerens helt tynde løbestrømper blive i skuffen. Du kan med fordel vælge en lidt tykkere model, gerne med en uldblanding, som giver varme til vinterens ture.

Hele året rundt kan du også vælge at trække i de lange, stramme kompressionsstrømper. Hvis du kan vænne dig til, at det tager lidt længere tid at få dem på, og følelsen af stram strømpe op ad læggen, så kan de hjælpe dig med at restituere hurtigere, så du har friske ben til turen i morgen. Så må du prøve at lukke ørerne, hvis der er nogen, som synes, at det ser alt for crazy ud – du ved selv, at der en god grund til at løbe med dem. Og du kan få dem i alle mulige fede farver.

6. Skoene

Endelig er der løbeskoene. Det meste af tiden vil du kunne løbe i den samme model, som du foretrækker resten af året. Men i enkelte tilfælde kan det give god mening at have en sko med et mere skridfast mønster i sålen: når sneen er faldet, eller når der er isglatte veje. Det er ikke værd at tage chancen og falde på turen. Hvis du er en af de hurtige typer, kan du overveje at investere i en af de helt tynde og lette racersko. Men brug dem kun til konkurrence og måske din hurtige intervaltræning – ellers risikerer du at få en skade, for de er ikke lavet med fokus på støddæmpning.